Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.foodcontest.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Der var stor interesse for at smage de bedømte produkter under International Food Contest 2016. Foto: MCH/Torben Worsøe.

Det gode håndværk hædres ved International FOOD Contest

3.-5. oktober 2017 afholdes fødevarekonkurrencen International FOOD Contest i forbindelse med teknologi- og industrimessen hi Tech & Industry Scandinavia i MCH Messecenter Herning. Her kommer den faglige stolthed i højsædet, når fødevarebranchen dyster i godt håndværk fordelt på forskellige kategorier.

Når International FOOD Contest (IFC) i år finder sted samtidig med hi-messen i MCH Messecenter Herning, giver det anledning til, at mennesker mødes på tværs af arbejdsområder. Her kommer mejeriprodukter og andre fødevarer til at inspirere til fornyelse side om side med maskiner og udstyr, der kan gøre gavn i fødevarebranchen. Således kan udstillere og besøgende fra industrien og teknologiens verden blive inspireret af fødevareproducenternes evner og behov, og deltagere i konkurrencen kan omvendt blive klogere på de tekniske muligheder, der kan tilbydes deres produktion. En kombination, der tiltrækker mange udstillere til IFC:

- International FOOD Contest er et unikt mødested for hele fødevarebranchen. Dels er det et sted, hvor man kan lære af hinanden og produktudvikle i fællesskab, men det er i høj grad også en platform, hvor dygtige håndværkere får mulighed for at anerkende og præmiere hinandens arbejde. At IFC fremover bliver en del af hi-messen i ulige år, giver blot endnu flere fordele, idet de to arrangementer giver god synergi i form af øget vidensdeling, faglig networking og masser af inspiration, siger John Dørr Jensen, projektleder i MCH.

Lærerigt og inspirerende

I år deltager Løgismose Meyers for første gang i konkurrencen. De stiller op i flere kategorier med fødevarer som eksempelvis kaffe og plantefars, og de glæder sig netop til at blive klogere på, hvordan både fagfolk og forbrugere ser deres produkter, og samtidig blive inspireret af, hvad der ellers sker i branchen:

- Vi glæder os til at deltage i International FOOD Contest og se, hvad der kommer ud af det. Vi synes jo selv, at vi har nogle gode produkter, men det er altid sundt at lære noget nyt og hente ny inspiration, og netop derfor glæder vi os til at få vurderet vores produkter af både fagfolk og kolleger fra branchen, fortæller Henriette Horn Laustsen, Head of Innovation & Category Management hos Løgismose Meyers, og afslører samtidig, at hun også ser en oplagt brandingmulighed i konceptet.

Dyrevelfærd på dagsordenen

Også den danske kyllingegigant Danpo deltager i International FOOD Contest. Her er dyrevelfærd højt på dagsordenen, og derfor fylder den gode historie meget i forbindelse med IFC:

- Vi tager tre nyheder med i form af vores økologiske kylling, en fritgående kylling og en gårdkylling. Alle tre er fra mærket De Danske Familiegårde, hvor dyrevelfærd spiller en stor rolle. Her skal kyllinger have lov at være kyllinger, siger Anne Gitte Elbronn, marketingschef hos Danpo, og fortsætter:

- Vi forventer at bidrage med noget godt og nyt til konkurrencen. For os handler det meget om bedre dyrevelfærd. Vi synes, det er en god og vigtig historie at fortælle, så vi håber, at det kan inspirere andre.

Udover at IFC handler om godt håndværk, inspiration og netværk, så er det jo også en konkurrence. Vinderne præmieres med medaljer, der efterfølgende må påføres produktets salgsemballage. Hos Danpo har de derfor også øjnene fast rettet mod medaljerne:

- Vi håber selvfølgelig på at få en pris med hjem. Den skal bruges tydeligt i vores markedsføring på forskellige kanaler og overfor pressen, slutter Anne Gitte Elbronn.